Artikel 4 i AI-forordningen: Hvad kravet om AI-kompetencer betyder for arbejdsgivere i 2026

Indledning: Hvorfor artikel 4 er aktuel igen

Bruger jeres virksomhed AI-værktøjer i det daglige, fra chatbots til rekrutteringssoftware? Så gælder der allerede en lidt overset, men fuldt bindende EU-regel for jer: artikel 4 i AI-forordningen, som handler om AI-kompetencer.

Artikel 4 har formelt været gældende siden den 2. februar 2025. To udviklinger har imidlertid sat bestemmelsen tilbage i søgelyset i 2026: en ændring gennem EU's Digital Omnibus om AI, der trådte i kraft medio juli 2026, og starten på national tilsyn og håndhævelse fra den 2. august 2026. For arbejdsgivere er det nu tid til at tjekke, om indsatsen for AI-kompetencer er andet end gode intentioner.

Denne artikel forklarer i klart sprog, hvad artikel 4 kræver, hvad den ikke kræver, og hvad arbejdsgivere reelt bør gøre.

Hvad siger artikel 4 i AI-forordningen?

Artikel 4 indgår i AI-forordningen (forordning (EU) 2024/1689), verdens første omfattende AI-lov. Kernen i bestemmelsen er, at udbydere og idriftsættere af AI-systemer skal træffe foranstaltninger, der understøtter udviklingen af AI-kompetencer blandt deres personale og andre personer, der håndterer AI-systemer på deres vegne.

Kravet tager højde for den enkeltes tekniske viden, erfaring, uddannelse og oplæring samt den kontekst, AI-systemet bruges i. Med andre ord fastsætter reglen ikke én fast standard. Den kræver, at organisationer tilpasser deres indsats til egen situation.

Én nuance er værd at bemærke. Den oprindelige tekst fra 2024 bad organisationer om, i det omfang det var muligt, at sikre »et tilstrækkeligt niveau« af AI-kompetencer. Efter ændringen via Digital Omnibus, der trådte i kraft medio juli 2026, hedder det nu, at organisationer skal »understøtte udviklingen af« AI-kompetencer, og det præciseres, at intet bestemt individuelt niveau skal garanteres. Kravet er fortsat bindende, men er blevet mere fleksibelt for organisationer af enhver størrelse.

Hvad betyder kravet om AI-kompetencer i praksis?

Juridisk set er »AI-kompetencer« i forordningen defineret som de færdigheder, den viden og den forståelse, der gør det muligt for udbydere, idriftsættere og berørte personer at træffe informerede beslutninger om AI-systemer og være bevidste om de muligheder, risici og mulige skader, AI kan medføre.

Det rækker videre end teknisk oplæring. Det handler om at forstå, hvad et AI-system rent faktisk gør, kunne genkende dets begrænsninger, såsom risikoen for unøjagtige eller »hallucinerede« resultater, og vide, hvornår menneskelig vurdering bør veje tungere end et AI-genereret resultat.

Ifølge EU-Kommissionens officielle spørgsmål og svar om artikel 4 kræver bestemmelsen ikke, at organisationer formelt måler eller tester medarbejdernes AI-viden. Den kræver derimod, at organisationer træffer rimelige og forholdsmæssige foranstaltninger for gradvist at opbygge denne viden.

Hvem er omfattet?

Artikel 4 retter sig mod to grupper defineret i forordningen: udbydere, altså organisationer, der udvikler eller markedsfører AI-systemer, og idriftsættere, altså organisationer, der bruger AI-systemer i egen drift. De fleste arbejdsgivere falder ganske enkelt ind under kategorien idriftsætter, fordi de bruger AI-værktøjer på arbejdet.

Kravet rækker ud over de direkte ansatte. Kommissionens vejledning præciserer, at det også omfatter andre personer, der handler på organisationens vegne, såsom selvstændige, underleverandører eller kunder, når de er involveret i at betjene eller bruge et AI-system tilknyttet organisationen.

Reglen gælder uanset virksomhedens størrelse. Både en lille virksomhed, der bruger ét AI-skriveværktøj, og en multinational bank, der driver snesevis af AI-systemer, er omfattet. Som forklaret nedenfor vil de »passende« foranstaltninger for de to dog se meget forskellige ud.

Hvordan ser AI-kompetencer ud i praksis?

EU-Kommissionen har skitseret en praktisk tilgang, som organisationer kan bruge til at gennemtænke deres forpligtelser under artikel 4. Den kan opsummeres i fire trin. Først skal man opbygge en generel forståelse af AI i organisationen: hvad det er, hvordan det fungerer, og hvor det bruges. Dernæst skal man afklare organisationens egen rolle som udbyder eller idriftsætter. Det næste trin er at vurdere risikoniveauet for de AI-systemer, der er i brug, da systemer med højere risiko kræver mere grundige foranstaltninger. Til sidst skal denne analyse omsættes til konkrete tiltag, tilpasset de enkelte funktioner, ud fra den enkeltes tekniske baggrund og den kontekst, systemet bruges i.

Kræver EU en AI-uddannelse eller et certifikat?

Dette er en af de mest udbredte misforståelser om artikel 4, og det er værd at slå fast: EU-Kommissionen har i sine officielle spørgsmål og svar bekræftet, at der ikke kræves noget certifikat for at overholde artikel 4. Der findes heller ikke noget obligatorisk pensum, et fast minimumsantal undervisningstimer eller et EU-godkendt kursus, der automatisk opfylder kravet. Kommissionens vejledning er klar på dette punkt: der findes ikke ét universelt format, der passer til alle organisationer, og hvad der kræves, afhænger af den konkrete kontekst, organisationen arbejder i.

Det, der derimod forventes, er, at organisationer opbevarer en intern dokumentation af den oplæring eller de vejledende tiltag, de har foretaget: et bevis på, at der er truffet rimelige og kontekstafpassede foranstaltninger, ikke besiddelse af et bestemt certifikat. Kommissionen vedligeholder desuden et løbende opdateret katalog med mere end fyrre praktiske eksempler på AI-kompetenceindsatser fra virksomheder og offentlige organer, tænkt som inspiration snarere end en tjekliste for regeloverholdelse. At kopiere et eksempel fra kataloget garanterer i sig selv ikke overholdelse.

Ét punkt er særligt relevant for arbejdsgivere, der bruger AI-systemer med høj risiko. Artikel 26 i AI-forordningen forpligter separat idriftsættere af sådanne systemer til at sikre, at personalet er tilstrækkeligt oplært til at betjene dem og udøve effektivt menneskeligt tilsyn. Denne forpligtelse gælder ved siden af og er mere specifik end den generelle kompetencepligt i artikel 4.

Hvad arbejdsgivere bør gøre nu

Da det formelle tilsyn og håndhævelse er trådt i kraft fra den 2. august 2026, gør arbejdsgivere klogt i at gå fra bevidsthed til handling. I Danmark er Digitaliseringsstyrelsen udpeget som national koordinerende tilsynsmyndighed for AI-forordningen, mens Datatilsynet fører tilsyn med de dele af forordningen, der vedrører AI-systemer, som behandler persondata. Danmark var i maj 2025 det første EU-land til at vedtage en supplerende national lov, der giver myndighederne beføjelser til at gennemføre kontrolbesøg og udstede bøder på op til 15 millioner euro eller 3 procent af den globale årsomsætning. Et par praktiske, ressourcelette tiltag skiller sig ud.

Start med at kortlægge, hvilke AI-værktøjer der reelt bruges i organisationen, herunder værktøjer, medarbejderne selv kan have taget i brug uformelt, som for eksempel en gratis chatbot-konto brugt til at udarbejde tekster. Det er svært at opbygge kompetencer omkring systemer, der endnu ikke er identificeret. Dernæst bør man inddele medarbejderne efter, hvordan de bruger AI, for eksempel som lejlighedsvise brugere, faste brugere og teknisk personale, der bygger eller konfigurerer systemer, da den nødvendige oplæringsdybde naturligt varierer mellem disse grupper. Herefter bør man dokumentere de foranstaltninger, der træffes, også selvom de er uformelle, da en skriftlig registrering er præcis det, tilsynsmyndigheder og eventuelt en domstol vil se efter, hvis der opstår en tvist.

Til sidst bør man løbende revidere indsatsen for AI-kompetencer. Fordi både den underliggende teknologi og de værktøjer, der bruges i de fleste organisationer, ændrer sig hurtigt, er en enkeltstående introduktion sandsynligvis ikke tilstrækkelig ret længe.

Hvilke færdigheder har medarbejderne brug for

Artikel 4 foreskriver ikke en bestemt liste over færdigheder, men Kommissionens vejledning og forordningens definitioner peger på et konsistent sæt praktiske kompetencer. Det drejer sig blandt andet om en grundlæggende forståelse af, hvordan de anvendte AI-værktøjer genererer output, bevidsthed om, at resultaterne kan være unøjagtige eller forudindtagede, samt evnen til at vurdere, hvornår en AI-understøttet beslutning bør kontrolleres eller tilsidesættes af et menneske. Medarbejdere bør også kende de konkrete begrænsninger ved de værktøjer, de selv bruger. En almindelig chatbot brugt til oversættelse eller reklametekster kan for eksempel stadig producere faktuelt forkert indhold.

For medarbejdere i mere AI-intensive funktioner bliver yderligere viden om databeskyttelse, gældende EU-regler eller sektorregler samt de etiske konsekvenser af AI-understøttede beslutninger mere relevant, særligt hvor de pågældende værktøjer er klassificeret som højrisiko i henhold til forordningen.

Det er nyttigt at skelne mellem denne hverdagskompetence og AI-ekspertise. Kompetencer handler om at udstyre almindelige medarbejdere, herunder marketingfolk, HR-medarbejdere og kundeserviceteams, med tilstrækkelig forståelse til at bruge AI-værktøjer ansvarligt. Ekspertise henviser derimod til den dybere tekniske viden hos dataspecialister eller udviklere af AI-systemer. Kommissionens vejledning bemærker, at personer med en relevant AI-uddannelse eller professionel erfaring generelt kan anses for AI-kompetente uden yderligere formelle tiltag, selvom organisationer stadig bør bekræfte, at denne viden dækker de konkrete systemer, der er i brug. De fleste arbejdsgivere behøver ikke gøre hver eneste medarbejder til AI-specialist; det lovmæssige krav er proportional bevidsthed, ikke teknisk mesterskab.

Praktiske eksempler på AI-kompetencer på arbejdspladsen

Et marketingteam, der bruger et generativt AI-værktøj til at udarbejde opslag til sociale medier, bør forstå, at værktøjet kan generere troværdigt lydende, men falske påstande, og bør gennemgå indholdet før offentliggørelse i stedet for at antage, at det er pålideligt.

En HR-afdeling, der bruger AI til at screene jobansøgninger, bør være opmærksom på risikoen for bias i den automatiserede udvælgelse og bør sikre, at en medarbejder reelt er involveret i den endelige beslutning, især fordi mange AI-rekrutteringsværktøjer kan falde ind under forordningens højrisikokategori.

Konklusion

Artikel 4 i AI-forordningen kræver egentlig noget relativt beskedent af arbejdsgivere: at træffe rimelige og forholdsmæssige foranstaltninger, så medarbejdere, der bruger AI på arbejdet, forstår, hvad teknologien kan og ikke kan. Der kræves hverken certifikat, et fast pensum eller en dedikeret AI-ansvarlig for regeloverholdelse.

Det, der derimod kræves, er en oprigtig og dokumenteret indsats: at kortlægge AI-brugen, tilpasse vejledningen til forskellige funktioner og holde den ajour, efterhånden som værktøjerne udvikler sig. Nu hvor de danske myndigheder er bemyndiget til at føre tilsyn og udstede bøder fra august 2026, har organisationer, der endnu ikke har formaliseret bare en grundlæggende tilgang til AI-kompetencer, god grund til at komme i gang nu.

Kilder

EU-Kommissionen, AI talent, skills and literacy, Shaping Europe's Digital Future

EU-Kommissionen, AI Literacy – Questions & Answers, officielle spørgsmål og svar om artikel 4

EU-Kommissionen, Repository of AI Literacy Practices

Forordning (EU) 2024/1689 (AI-forordningen), Den Europæiske Unions Tidende, EUR-Lex

Forordning (EU) 2026/1744, Digital Omnibus om AI, EUR-Lex

Digitaliseringsstyrelsen, national koordinerende tilsynsmyndighed for AI-forordningen i Danmark

Datatilsynet, tilsyn med AI-systemer, der behandler persondata